Karen Gröndahl
certificeret TOTUM kropsterapeut
og RAB-godkendt alternativ behandler
Jeg tilbyder behandlinger i Århus og Gedved.
Jeg har privat klinik i Gedved mellem Horsens og Skanderborg, og hver mandag behandler jeg i mit kliniklokale hos Favn i Jægergårdsgade i centrum af Århus. (link til booking)
I mine behandlinger trækker jeg i høj grad på min faglige viden om kroppen, sammenhæng mellem krop og psyke, åndedrættet og velafprøvede behandlingsmetoder.
Jeg modtager løbende sparring og supervision af højt kvalificerede fagfolk for at støtte min egen faglige og personlige udvikling.
“Kropsterapien kan hjælpe dig med at blive fri af gamle, snærende bånd og støtte dig i udfoldelsen af et autentisk og tidssvarende udtryk.”
Meditation – kraft, hjerte og bevidsthed
Udover kropsterapien har jeg 20 års erfaring med intensivt arbejde med meditation, selvudvikling, energi- og kropsbevidsthed samt parforholdsprocesser, hvilket jeg også holder kurser i flere gange årligt.
Siden 2005 har jeg haft en daglig meditationspraksis og fulgt undervisningen hos Anne Sophie Jørgensen på meditationscentret Tigerens Rede i Gedved.
Den fortløbende uddannelse, jeg modtager her, er grundlæggende for mit menneske- og livssyn. Her har jeg bl.a. lært at bruge min kraft, mit hjerte og min bevidsthed i (sam)arbejdet med andre mennesker.
Jeg har fået konkrete erfaringer med, hvordan selv de sværeste personlige vanskeligheder og kriser kan forvandles til frihed og vækst.
Mening og glæde
Oprindelig er jeg uddannet cand.mag. i engelsk og filmvidenskab. Det har jeg været glad for. Men for nogle år siden bankede en gammel længsel på døren.
Jeg besluttede mig for at skifte spor for at arbejde med mennesker med udgangspunkt i en kropslig og energibevidst tilgang. Det var et godt valg. I kropsterapien kan jeg nemlig på bedste vis kombinere mine interesser og kompetencer.
Det giver meget mening og glæde at arbejde på den måde, og det håber jeg også, at du kan mærke, når du modtager behandling hos mig.
Min tilgang
Jeg brænder for at hjælpe mennesker med at sætte deres liv i bevægelse. Når vi er i bevægelse, strømmer livet mere frit igennem os. Der bliver mere plads til den, vi er, og til det, livet kommer med. Det giver os mulighed for at komme tættere på vores kerne og udfolde vores potentiale i alle aspekter af vores liv.
I en kropsterapeutisk behandling hjælper jeg dig med at komme ned i din krop, give slip på de ting, der ikke længere er gavnlige for dig, og skabe plads til det udtryk, der gerne vil frem i dig.
Hos mig møder du ingen kasser eller “one size fits all”-løsninger. Jeg har en åben og undersøgende tilgang i mine behandlinger og vil altid være nysgerrig på, hvad din krop fortæller, og hvordan dine indsigter kan hjælpe dig videre på din vej.
Jeg er vant til at arbejde i dybden og holde rummet, så der bliver plads til, hvad end du kommer med.